<VTK 23/2> Omvendelse indbefatter, at man er bedrøvet over synden og vender sig bort fra den. Vi vil ikke afstå fra synden, før vi ser dens syndighed, og der bliver ingen virkelig forandring i livet, før vi af hjertet vender om fra den.

<VTK 23/3> Mange forstår ikke omvendelsens sande natur. En mængde mennesker er bedrøvede over, at de har syndet, og gør endogså en udvortes forandring til det bedre, fordi de frygter for, at deres onde gerninger skal påføre dem lidelse; men dette er ikke omvendelse, således som Bibelen lærer. De beklager lidelsen mere end synden. Således sørgede Esau, da han så, at han for bestandig havde forspildt sin førstefødselsret. Da engelen med draget sværd standsede Bileam på vejen, blev han forfærdet og erkendte sin synd af frygt for at miste livet; men der var ingen anger over synden, ingen forandring i hans beslutning, ingen afsky for det onde. Da Judas havde forrådt sin Herre, udbrød han: "Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod." Matt 27,4.

<VTK 24/1> Denne bekendelse blev fremtvunget af hans skyldbetyngede hjerte, fordi han med forfærdelse følte fordømmelsen og ventede dommen. De følger, der ville komme over ham, fyldte ham med angst; men der var ingen dyb, hjertegribende sorg i hans sjæl over, at han havde forrådt Guds uskyldige søn og fornægtet Israels Hellige. Farao bekendte sin synd for at undgå videre ulykke da han led under Guds straffedomme; men han trodsede atter Herren, så snart plagerne ophørte. Alle disse beklagede syndens følger men de følte ingen bedrøvelse over selve synden.

<VTK 24/2> Men når hjertet giver efter for Guds ånds indflydelse, vil samvittigheden blive levende, og synderen vil forstå noget af Guds lovs store betydning og hellighed den lov som er grundvolden for hans regering i himmelen og på jorden, Det "lys, som oplyser hvert menneske" der kom til verden (Joh 1,9), oplyser sjælens inderste kamre, og de i mørket skjulte ting åbenbares. Syndserkendelse trænger ind i sjælen og hjertet. Synderen får begreb om Jehovas retfærdighed og føler, hvor forfærdeligt det er i sin egen syndeskyld og urenhed at stå frem for ham, som ransager hjerterne. Han indser, hvor kærlig Gud er hvor skøn hellighed er, og hvilken glæde der er i renhed. Han længes efter at blive renset og komme i samfund med himmelen.

<VTK 24/3> Davids bøn efter hans fald viser, hvad sand bedrøvelse over synd er. Hans anger var oprigtig og dyb. Han søgte ikke at undskylde sin synd. Der vat ingen begæring i hans bøn om at undgå den staf, som truede ham. David så, hvor forfærdelig hans overtrædelse var. Han så sin sjæls besmittelse og afskyede sin synd. Han bad ikke alene om syndsforladelse, men om et rent hjerte. Han længtes efter hellighedens glæde, så han på ny kunne komme i harmoni og samfund med Gud. Disse var hans hjertes ord (Sl 32,1-2; 51,3-16):

<VTK 25/1> "Salig den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult. Saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld, og i hvis ånd der ikke er svig." "Gud, vær mig nådig efter din miskundhed, udslet mine overtrædelser efter din store barmhjertighed ... Mine overtrædelser kender jeg jo, min synd står mig altid for øje. Rens mig fra synd med ysop, tvæt mig hvidere end sne ... Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre; kast mig ikke bort fra dit åsyn, tag ikke din hellige ånd fra mig; glæd mig igen med din frelse, giv mig til støtte en villig ånd ... Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud, så skal min tunge lovsynge din retfærd."

<VTK 25/2> En omvendelse som denne formår vi ikke at fremkalde i vor egen kraft. Den kan alene erholdes ved Kristus, som opfor til det høje og har givet menneskene gaver.

<VTK 25/3> Dette er netop et punkt, hvor mange tager fejl og derfor ikke får den hjælp, Kristus ønsker at give dem. De mener at de ikke kan komme til Kristus, uden at de først omvender sig, og at omvendelsen bereder vejen for deres synders forladelse. Det er sandt, at omvendelse går forud for synders forladelse; thi det er kun sønderbrudte og angergivne hjerter, der føler trang til en frelser. Men må synderen vente, indtil han har omvendt sig, før han kan komme til Jesus? Skal omvendelsen være en hindring, som træder imellem synderen og Frelseren?

<VTK 26/1> Bibelen lærer ikke, at synderen må omvende sig, før han kan modtage Kristi indbydelse: "Kom hid til mig, alle, som lider møje og er besværede, og jeg vil give eder hvile." Matt 11,28. Det er den kraft, som udgår fra Kristus, der leder til sand omvendelse. Peter gjorde denne sag klar i sit vidnesbyrd til Israelitterne, da han sagde: "Ham har Gud ved sin højre hånd ophøjet til en fyrste og frelser for at give Israel omvendelse og syndernes forladelse." Apg 5,31. Vi kan lige så lidt omvende os uden Kristi ånd, der vækker samvittigheden, som vi kan erholde syndsforladelse uden Kristus.

<VTK 26/2> Kristus er kilden til enhver rigtig tilskyndelse. Han er den eneste, som kan indplante fjendskab i hjertet imod synden. Enhver længsel efter sandhed og renhed, enhver overbevisning om vor egen syndige tilstand er et vidnesbyrd om, at hans ånd virker på vore hjerter. Jesus har sagt: "Og jeg skal, mår jeg bliver ophøjet fra jorden, drage alle til mig." Joh 12,32. Kristus må blive åbenbaret for synderen som den frelser, der døde for verdens synder; og når vi ser Guds lam på Golgathas kors, begynder forløsningens hemmelighed at gå op for os, og Guds godhed leder os til omvendelse. Idet Kristus døde for syndere, udviste han en kærlighed, som er ubegribelig. Når synderen betragter denne kærlighed, blødgør den hans hjerte, bevæger sjælen og virker bedrøvelse over synden.

<VTK 26/3> Det er sandt, at mennesket undertiden skammer sig over deres syndige veje og afstår fra nogle af deres onde vaner, før de mærker, at de drages til Kristus. Men når deres stræben efter forbedring kommer af et oprigtigt ønske om at handle rigtigt, er det altid Kristi kraft, som drager dem. En indflydelse, de ikke er sig bevidst, virker på sjælen, samvittigheden vækkes, og det udvortes liv forbedres. Og idet Kristus leder dem til at se på hans kors og betragte ham, hvem deres synder har gennemboret, vil hans bud virke på deres samvittighed. Deres ugudelige liv og synden, som er så dybt indgroet i sjælen, bliver åbenbaret for dem. De begynder at få nogen forståelse af Kristi retfærdighed og udbryder: Hvad er synden, at den skulle kræve et sådant offer for synderens frelse? Var al denne kærlighed, al denne lidelse, al denne fornedrelse nødvendig, for at vi ikke skulle fortabes, men have et evigt liv?

<VTK 27/1> Synderen kan modstå denne kærlighed, han kan nægte at lade sig drage til Kristus; men dersom han ikke sætter sig imod, vil han blive draget til Jesus. Kundskaben om frelsens plan vil lede ham til korsets fod i anger over synder, der har bevirket Guds kære søns lidelser.

<VTK 27/2> Den samme guddommelige ånd, der virker i naturen, taler til menneskenes hjerter og frembringer en usigelig længsel efter noget, de ikke har. Verdslige ting kan ikke tilfredsstille deres længsel. Guds ånd formaner dem inderligt til at søge de ting, som alene kan give fred og hvile, Kristi nåde og hellige glæde Ved synlige og usynlige indflydelser virker vor Frelser stadig for at drage menneskenes hjerter bort, fra syndens utilfredsstillende glæder til de evige velsignelser, som de kan erholde i ham. Til alle disse sjæle, som forgæves søger at drikke af denne verdens utætte brønde, lyder det guddommelige budskab: "Den, som tørster, han komme; og den, som vil, han modtage livets vand uforskyldt!" Åb 22,17.

<VTK 29/1> Du, som i dit hjerte længes efter noget bedre, end hvad denne verden kan give, lær dog at kende denne længsel som Guds stemme i din sjæl! Bed ham give dig omvendelse og åbenbare Kristus for dig i hans evige kærlighed, i hans fuldkomne renhed. I Frelserens liv kom Guds lovs grundsætninger, kærlighed til Gud og mennesker, frem til fuldkommenhed. Godgørenhed og uegennyttig kærlighed var hans sjæls lyst. Når vi betragter ham, og lyset fra vor Frelser falder på os, ser vi vor egen syndige tilstand.

<VTK 29/2> Ligesom Nikodemus har vi måske smigret os med, at vort liv har været oprigtigt, at vor moralske karakter er god; og vi mener, at vi ikke behøver at ydmyge vore hjerter for Gud således som almindelige syndere. Men når lyset fra Kristus skinner ind i vore sjæle, vil vi se, hvor urene vi er. Vi vil opdage den egenkærlige bevæggrund og det fjendskab mod Gud, som har besmittet enhver handling i vort liv. Da vil vi forstå, at vor egen retfærdighed i sandhed er som et besmittet klædebon, og at Kristi blod alene kan rense os fra syndens besmittelse og forny vore hjerter efter hans eget billede.

<VTK 29/3> En stråle af Guds kærlighed, et glimt af Kristi renhed, som gennemtrænger sjælen, viser tydeligt enhver syndeplet og åbenbarer den menneskelige karakters fordærvelse og mangler. Den viser de vanhellige begæringer, hjertets vantro og læbernes urenhed. Synderens ulydige handlinger, hvorved han har tilsidesat Guds lov, fremstilles for hans øjne, og hans ånd overbevises og bedrøves under Guds ånds ransagende indflydelse. Han får afsky for sig selv, når han betragter Kristi rene, ubesmittede karakter.

<VTK 30/1> Da profeten Daniel så den herlighed, som omgav det himmelske sendebud, der kom til ham, overvældedes han af følelsen af sin egen svaghed og ufuldkommenhed. Han siger, idet han beskriver virkningen af denne underfulde scene: Der blev "ikke kraft tilbage i mig; og mit ansigt skiftede farve og blev ligblegt, og jeg havde ingen kræfter mere." Dan 10,8. Når sjælen bliver således berørt, vil den afsky sin egennytte og egenkærlighed. Den vil gennem Kristi retfærdighed søge den renhed i hjertet, som er i overensstemmelse med Guds lov og Kristi karakter.

<VTK 30/2> Paulus siger, at han var "i retfærdigheden efter loven udadlelig" (Fil 3,6), nemlig så vidt det angik hans udvortes handlinger; men da han fik forstand på lovens åndelige natur, så han sig selv som en synder. Han havde afstået fra synd, så vidt man kunne dømme efter lovens bogstav, således som menneskene anvender den på det udvortes liv; men da han så den dybe betydning i Guds hellige bud og så sig selv således, som Gud så ham, bøjede han sig i ydmyghed og bekendte sin skyld. Han sagde: "Jeg levede engang uden lov, men da budet kom, levede synden op; men jeg døde." Rom 7,9-10. Da han så lovens åndelige natur, viste synden sig i sin virkelige afskyelighed, og han nærede ikke længere høje tanker om sig selv.

<VTK 30/3> Ikke alle synder er lige store i Guds øjne. Efter hans bedømmelse såvel som efter menneskers er der forskellige grader af synd. Men hvor ubetydelig denne eller hin dårlige handling kan synes i menneskenes øjne er dog ingen synd lille i Guds øjne. Menneskers dom er partisk og ufuldkommen, men Gud ser alle ting, som de virkelig er. Man foragter drankeren og fortæller ham, at hans synd vil udelukke ham fra himmelen, medens hovmod, egennytte og gerrighed ofte tåles uden irettesættelse. Men disse synder er særlig afskyelige for Gud. De er i strid med hans væsen og barmhjertighed, med den uegennyttige kærlighed, som danner selve atmosfæren i den syndfrie verden. Den, der falder i en eller anden stor synd, kan have en følelse af sin armod og skam og af sin trang til Kristi nåde; men hovmod føler ingen trang, og derfor tillukker den hjertet for Kristus og de evige velsignelser, som han kom for at meddele os.

<VTK 31/1> Den arme tolder, som bad: "Gud, vær mig synder nådig!" (Luk 18,13), betragtede sig selv som et meget ugudeligt menneske, og andre så også sådan på ham. Men han følte sin trang til frelse, og besværet af sin synd og skam kom han til Gud og bad om nåde. Hans hjerte var åbent for Guds ånd, så den kunne udføre sit nådeværk og befri ham fra syndens magt. Farisæerens pralende egen retfærdige bøn viste, at hans hjerte var lukket for Helligåndens indflydelse. På grund af den store afstand mellem ham og Gud havde han ingen bevidsthed om sin egen besmittelse i modsætning til den guddommelige hellighed og fuldkommenhed. Han indså ikke, at han trængte til noget, og han fik heller intet.

<VTK 31/2> Dersom du ser din syndige tilstand, så vent ikke for at gøre dig selv bedre. Hvor mange er der ikke, som mener, de ikke er gode nok til at komme til Kristus! Venter du at blive bedre ved dine egne bestræbelser? "Hvis en neger kunne skifte sin hud, en panter sine striber, så kunne og I gøre godt, I mestre i ondt." Jer 13,23. Der er ingen hjælp for os uden hos Gud. Vi bør ikke vente på kraftigere overtalelser, på bedre anledninger eller på et helligere sindelag. Vi kan ikke gøre noget for os selv. Vi må komme til Kristus, netop som vi er.

<VTK 31/3> Men lad ingen bedrage sig selv med den tanke, at Gud i sin store kærlighed og nåde vil frelse endog dem, som forkaster hans nåde. Syndens store fordærvelse kan alene bedømmes i korsets lys. Når menneskene påstår, at Gud er for god til at forkaste syndere, så lad dem se hen til Golgatha. Det var, fordi der ikke var nogen anden måde, hvorpå menneskene kunne blive frelst, fordi det var umuligt for menneskeslægten uden Kristi offer at undfly syndens besmittende magt og atter komme i samfund med hellige væsener umuligt igen at blive delagtige i det åndelige liv det var derfor, Kristus tog de ulydiges skyld på sig og led i synderes sted. Guds søns kærlighed, lidelse og død vidner om syndens store afskyelighed og erklærer, at der ingen frelse er fra dens magt, intet håb om et højere liv, medmindre sjælen overgiver sig til Kristus.

<VTK 33/1> Den uomvendte undskylder sig undertiden med at sige om dem, der kalder sig kristne: "Jeg er lige så god som de. De er ikke mere selvfornægtende, ædruelige eller forsigtige i deres opførsel, end jeg er De elsker, fornøjelse og nydelse, ligesom jeg gør." Således benytter de andres fejl som undskyldning for deres egen pligtforsømmelse. Men andres synder eller mangler kan ikke undskylde nogen; thi Herren har ikke givet os et vildledende, menneskeligt mønster. Guds pletfri søn er vort eksempel, og de der klager over navnekristnes dårlige fremgangsmåde, er netop de mennesker, som burde leve et bedre liv og vise et ædlere eksempel. Hvis de har et så højt begreb om, hvordan en kristen bør være, er da ikke deres egen synd så meget større? De ved, hvad der er rigtigt, men undlader at gøre det.

<VTK 33/2> Vogt dig for opsættelse. Vent ikke til en anden gang med at forsage dine synder og få dit hjerte renset i Jesu blod. På dette punkt har tusinder og atter tusinder faret vild til deres evige fortabelse. Jeg vil ikke her dvæle ved livets korthed og uvished, men det udsætter os for en frygtelig fare en fare, som vi ikke tilstrækkeligt forstår når vi opsætter at agte på Helligåndens formanende røst og vælger at leve i synd; thi det er, hvad denne opsættelse virkelig betyder. Hvor ubetydelig man end anser synden for at være, kan man dog ikke hengive sig til den uden fare for evig fortabelse. Det, vi ikke overvinder, vil overvinde os og bevirke vor ødelæggelse.

<VTK 34/1> Adam og Eva indbildte sig, at en så ubetydelig sag som at spise af den forbudne frugt ikke kunne medføre så frygtelige følger, som Gud havde sagt. Men denne ubetydelige sag var en overtrædelse af Guds hellige, uforanderlige lov, og den skilte mennesket fra Gud, åbnede dødens porte og bragte usigelig elendighed over vor verden. Gennem alle tider er nødråb og klager steget op fra jorden, og al skabningen sukker og er tilsammen i smerte som følge af menneskenes ulydighed. Himmelen selv har følt virkningerne af deres oprør mod Gud. Korset står som et minde om det forunderlige offer, som behøvedes for at gøre forsoning for Guds lovs overtrædelse. Lad os ikke betragte synden som en ubetydelighed.

<VTK 34/2> Enhver overtrædelse, enhver tilsidesættelse og forkastelse af Kristi nåde falder tilbage på dig selv. Den forhærder hjertet, fordærver viljen, sløver forstanden og gør dig ikke blot mindre tilbøjelig til at overgive dig, men svækker også din evne til at give efter for Helligåndens ømme kalden.

<VTK 34/3> Mange beroliger deres besværede samvittighed med den tanke at de kan forandre deres dårlige vandel, når de vil, at de kan handle letsindigt med nådens indbydelse og dog atter og atter påvirkes af ånden. De mener, at de efter at have foragtet nådens ånd og efter at have brugt deres indflydelse på Satans side kan forlade deres onde vej, hvis de kommer i den yderste nød. Men dette sker ikke så let. Et livs erfaring og opdragelse har så grundigt dannet karakteren, at kun få da ønsker at omdannes efter Jesu billede.

<VTK 35/1> Endog blot én mangel ved karakteren, blot ét syndigt ønske som man vedbliver at nære, vil til sidst tilintetgøre evangeliets kraft. Enhver syndig nydelse styrker sjælens modstand mod Gud. Den mand, som viser hårdnakket vantro eller sløv ligegyldighed mod Guds sandhed, høster blot det, han selv har sået. Der findes ikke i hele Bibelen nogen frygteligere advarsel imod at handle letsindigt med det onde end den vise mands ord om, at den ugudelige "skal holdes fast i syndens reb." Ordsp 5,22.

<VTK 35/2> Kristus er rede til at frelse os fra synd, men han tvinger ingen; og dersom vi ved fortsat overtrædelse fremturer i det onde, og vi ikke ønsker at blive frelst, ikke er villige til at modtage hans nåde, hvad mere kan han så gøre? Vi er selv skyld i vor fortabelse, når vi forsætligt forkaster hans kærlighed. "Se, nu er det en velbehagelig tid. Se, nu er det en frelsens dag." I dag, når I hører hans røst, da forhærd ikke eders hjerter." 2Kor 6,2; Hebr 3,7-8.

<VTK 35/3> "Mennesker ser på det, som e for øjnene, men Herren ser på hjertet" 1Sam 16,7. Han ser på det menneskelige hjerte med dets glæder og sorger, det urolige vildfarende hjerte der er bolig for så megen urenhed og svig. Han kender dets bevæggrunde, dets inderste hensigter og beslutninger. Gå til ham med din sjæl, så besmittet som den er. Åbn dens kamre, ligesom Salmisten for det altseende øje og udbryd: "Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker! Se, om jeg er på smertens vej og led mig på evighedens vej." Sl 139,23-24.

<VTK 36/1> Mange antager en fornuftreligion, et skin af gudsfrygt, uden at hjertet er renset. Lad din bøn være: "Skab mig, o Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre." Sl 51,12. Vær oprigtig mod din egen sjæl. Vær lige så alvorlig og udholdende, som du ville være, hvis dit timelige liv var i fare. Dette er en sag, som må afgøres mellem Gud og din egen sjæl; den må afgøres for evigheden. Et indbildt håb vil blive dig til fordærvelse.

<VTK 36/2> Ransag Guds ord under bøn. I Guds lov og Kristi liv fremstiller dette ord de store grundsætninger og den hellighed for dig, "uden hvilken ingen skal se Herren." Hebr 12,14. Det overbeviser om synd og åbenbarer tydeligt frelsens vej. Giv agt på det; for deri taler Guds stemme til din sjæl.

<VTK 36/3> Når du ser, hvor forfærdende synden er, når du ser dig selv således, som du virkelig er, så hengiv dig ikke til fortvivlelse. Det var syndere, Kristus kom for at frelse. Vi skal ikke forlige Gud med os, men hvilken underfuld kærlighed! Gud var i Kristus og forligte verden med sig selv. 2Kor 5,19. I sin ømme kærlighed indbyder han venlig sine vildfarende børn til at komme. Ingen jordisk fader kan være så tålmodig med sine børns fejl, som Gud er med dem, han søger at frelse. Ingen kan mere kærlighedsfuldt formane overtrædere. Ingen menneskelige læber har nogen sinde udtalt mere indtrængende indbydelser til de vildfarende end han. Alle hans løfter og advarsler ånder intet andet end stor kærlighed.

<VTK 36/4> Når Satan kommer og siger, at du er en stor synder, så se hen til din Forløser og tal om hans fortjeneste Det, der vil hjælpe dig, er at se op til hans lys. Erkend, at du har syndet, men sig til fjenden, at "Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere" (1Tim 1,15), og at du kan blive frelst ved hans uforlignelige kærlighed. Jesus stillede Simon et spørgsmål angående to skyldnere. Den ene skyldte ham en meget stor sum, den anden en noget mindre, men han eftergav dem begge, og Kristus spurgte Simon, hvilken af disse skyldnere, der ville elske sin herre mest. Simon svarede: "Den, hvem han eftergav mest" Luk 7,43. Vi har været store syndere, men Kristus døde, for at vi kunne få tilgivelse. Hans offers fortjeneste er stor nok til at fremstille det for Faderen til gavn for os. De, han har eftergivet mest, vil elske ham mest og vil stå nærmest ved hans trone for at prise ham for hans store kærlighed og hans evige offer. Når vi til fulde fatter Guds kærlighed, forstår vi bedst syndens syndighed. Når vi ser, hvor langt Gud hat rakt sin arm ned til vor frelse, og vi forstår noget af det usigelige offer, Kristus har bragt for os, vil det smelte vort hjerte og fylde os med dyb anger.